Vandkvalitet & vandanalyse

Vandbehandling & vandanalyser

På vandværket foretages en simpel vandbehandling ved at ilte vandet og filtrere det i sandfiltre.





















 

For at sikre at vandet har en ensartet og høj kvalitet, tages vandprøver efter et kontrolprogram, som er godkendt af Sønderborg Kommune.

 

Der tages som minimum fire årlige drikkevandsprøver, som bliver undersøgt for de mange forskellige stoffer i henhold til det godkente kontrolprogram. Hvert fjerde år tages vandprøver fra hver af vandværkets boringer, og de undersøges for de samme stoffer som den årlige drikkevandsprøve. Vandet bliver kontrolleret på et godkendt laboratorium.

 

Prøverne tages ved forbrugernes vandhaner, ligesom vandet analyseres for visse stoffer, inden det forlader vandværket.

 

De steder, hvor vandprøverne tages, bliver vandets temperatur, lugt, og smag undersøgt med det samme.

 

Vandet skal undersøges for: 

 

    • Mikrobiologiske forhold, Kimtal ved 22° C, Coliforme bakterier, E.coli og enterokokker.


    • Fysik og kemi
      Det er en lang række stoffer, herunder jern, mangan, nitrat, vandets hårdhedsgrad og pesticider.


De stoffer, der undersøges for, er beskrevet i drikkevandsbekendtgørelsen, som kan læses på retsinforamtion.dk: Drikkevandsbekendtgørelsen (retsinformation.dk)

 

Resultaterne af de seneste vandanalyser kan findes her: https://data.geus.dk/JupiterWWW/anlaeg.jsp?anlaegid=118136 under rentvandsprøver, når de er godkendt.

  

Hvis du vil vide mere om vandanalyser og drikkevandets hovedbestanddele samt mikrologiske parametre, kan du læse ”Sådan læser du en vandanalyse” på Danske Vandværkers hjemmeside: https://danskevv.dk/viden-om/hygiejne-og-kvalitet/sadan-laeser-du-en-vandanalyse/


Overskridelser af kvalitetskrav


Der har ikke i 2025 været overskridelser af de vejledende kvalitetskrav.

Vandets hårdhedsgrad i dH.


Vandets totale indhold af opløst calcium og magnesium betegnes som hårdheden. Hårdheden måles i Danmark i tyske hårdhedsgrader (°dH = grad Deutsche Härte), hvor 1 hårdhedsgrad svarer til 10 mg opløst calciumoxid pr. liter eller 7,19 mg opløst magnesiumoxid pr. liter.

Vandet fra Nybøl Vandværk svinger mellem 17 og op til ca. 22 °dH, hvilket betegnes som "Hårdt" , oversigt over udviklingen i vandets hårdhed kan ses her: Vandets hårdhedsgrad i dH


Hårdt drikkevand har betydning for doseringen af salt og afspænding til din opvaskemaskine og vaskemiddel til din vaskemaskine. Læs på emballagen hvor meget der skal bruges i forhold til vandets hårdhed.













Misfarvet vand/brunt vand.


Drikkevandet indeholder jern, som udfældes i ledningsnettet. Ved ledningsbrud kan det udfældede jern hvirvles op i ledningerne og farve vandet rødbrunt. Det samme gælder, hvis en vandhane i længere tid ikke har været brugt.
Det er ikke sundhedsskadeligt at drikke vandet, men det ser ikke så indbydende ud.

Det er ikke tilrådeligt at vaske tøj i vandet, da farven kan sætte sig i det. Det er en god ide at skylle dine vandinstallationer igennem, ved at lade vandet løbe i 10-15 minutter.


Hvide bobler i vandet.


Hvis der har været lukket for vandet, specielt i forbindelse med ledningsbrud, kan der opstå små luftbobler i vandet, når der kommer vand i ledningen igen. Vandet ser hvidt ud, når det tappes fra vandhanen, men boblerne forsvinder langsomt igen. Det er ilt i vandet, og det er ikke sundhedsskadeligt.